10-12 unge i slagsmål ved Gadekæret

HELSINGE: Tirsdag aften blev en 18-årig mand overfaldet af maskerede gerningsmænd, og torsdag aften måtte politiet rykke ud på en alarm om større slagsmål.

Flere politipatruljer og politiets indsatsleder blev sendt afsted til krydset Vestergade / Rundinsvej, idet der blev anmeldt et større slagsmål på stedet.

Alarmopkaldet kom ved 23-tiden, og blev taget alvorligt med det samme.

Ifølge anmeldelsen var 10-12 unge mennesker røget i totterne på hinanden i krydset, og der var et regulært slagsmål i gang på stedet mellem de mange unge mennesker.

Kort efter var flere politipatruljer fremme, og ved patruljernes ankomst var slagsmålet allerede blæst af.

Ifølge vagtchefen for Nordsjællands Politi, Peter Olesen, så var der ro på stedet og ikke behov for politiets indgriben. Det var lidt uklart om de unge egentligt havde været oppe at slås, eller om de blot havde optrådt støjende og skabt sig på stedet.

Ingen personer var kommet noget til, og politiet forlod derfor hurtigt stedet igen.

Annonce

Annonce

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?