RINGSTED: Færdselspolitiet var onsdag klar med laseren på køgevej , i tidsrummet kl. 14.45 – 16.15, med fokus på trafikanternes hastighed, idet højst tilladte hastighed på Køgevej vest for Østre Ringvej er 50 km/t på grund af beliggenheden i tættere, bebygget område – det viste sig hurtigt at det ikke var alle som havde styr på den højre fod.
Trafikanternes hastighed blev målt med en laser, der endte med at afsløre i alt ti bilister der kørte så hurtigt, at de udover en bøde også kan se frem til et klip i kørekortet.
En bilist præsterede at køre sig to klip i kørekortet, idet han ud over en hastighedsovertrædelse mere end 30 % over gældende hastighedsbegrænsning også talte i håndholdt mobiltelefon under kørslen. Den forseelse udløser også et klip i kørekortet ud over en bøde.
De hurtige trafikanter var en blanding af både lokale fra Ringsted og andre bilister fra andre byer på Sjælland.
Færdselspolitiet sluttede kontrollen i Ringsted af med sigtelse af en 28-årig mand fra Ringsted, som kørte på et elektrisk løbehjul i Nørregade. Han havde dog glemt at anvende en hjelm under kørslen, hvilket har været et lovkrav siden årsskiftet.
Alle sigtede vil snarest høre nærmere fra politiet i form af digital post med et bødeforelæg.