Artikel

12-årig kvæstet i ulykke med elløbehjul

En hollandsk mand og hans hustru tankede torsdag aften klokken 19.13 deres bil på en tankstation i Værløse. Da de kører fra tankstationen og føreren, en 34-årig mand, orienterer sig om trafikken på vejen før fremkørsel, bliver bilen ramt på højre side af et elløbehjul, som kører mod færdselsretningen på cykelstien.

Føreren af elløbehjulet var en 12-årig dreng, som kom til skade ved ulykken.

Ifølge flere vidner kørte den 12-årige mod færdselsretningen på cykelstien og muligvis også uden lys, da han kørte ind i siden på den hollandske bil, som holdt stille. Drengen blev efterfølgende kørt til hospitalet med ambulance.

Flere ulykker med elløbehjul
Nordsjællands Politi går fredag ud med en advarsel om flere og flere alvorlige ulykker på elektriske løbehjul.

I sidste uge var to drenge – begge under 15 år – involveret i trafikulykker hvor de kørte på et elektrisk løbehjul og her styrtede i høj fart. Én havde cykelhjelm på og slap med hjernerystelse og store hudafskrabninger på armen.

Den anden slog hovedet hårdt mod asfalten og kom alvorligt til skade med kraniebrud, indre blødninger og brækkede ribben. Hans løbehjul er blevet målt til at kunne køre i omegnen af 70 km/t.

Heldigvis er drengen, som slog hovedet mod asfalten, i bedring og ser ud til at slippe uden varige mén, oplyser Nordsjællands Politi.

– Vi ser desværre med jævne mellemrum, at unge under 15 år kører på elektriske løbehjul og er til fare – både for dem selv og andre – i trafikken. Ofte kan løbehjulene også køre hurtigere end de tilladte 20 km/t, og så konfiskeres det, og man får en bødestraf, hvis man træffes af politiet, siger John Jensen, som er leder af færdselsafdelingen hos Nordsjællands Politi.

Nordsjællands Politi oplyser fredag på Facebook at man har svært ved at nå teenagerne, som kører på ulovlige el-løbehjul, men at man håber at ordensmagten kan nå dem med de voksne forældres hjælp.

– Derfor: Tal med dit barn om reglerne for elektriske løbehjul. Og tal med dem om, at ulykker desværre kan ske – og sker, lyder bønnen fra Nordsjællands Politi.

Husker du alle reglerne? (AI genereret grafik)

Din digitale lokalavis for hele Nordkysten

Sponsorerede artikler