Seneste nyheder:

TV Nordkysten

Powered by Vejreti.com

[14. marts] Kom og smid grus i Esrum Å

ESRUM: Det lyder nærmest som drengestreger, men den er god nok. Den 14. marts skal der lægges gydegrus i Esrum Å til de lokale ørreder, og det kræver villige hænder, der er friske på at tage fat.

Esrum Å-laug og Den sjællandske Grusbande skal lægge gydegrus i Esrum Å den 14. marts kl. 10.10. Det sker i samarbejde med “Kilden”, en lokal socialøkonomisk virksomhed på Esrum Møllegård og frivillige kræfter, der melder sig til.

Møllegården, Esrum. Foto: Presse.

Grusudlægningen sker nær Møllegaarden. Du er også velkommen til at give en hånd med; det kræver blot en tilmelding til sorenlaenkholm@gmail.com.

Formålet med den megen grus er at give den lokale ørredbestand bedre gydevilkår, så bestanden kan vokse og svømme talstærkt ud i Kattegat.

– Det sker umiddelbart foran en bro over åen, så alle kan se det liv, der udfolder sig i naturen, når den er bedst – og det er den her, i Parken ved Møllegården, fortæller Søren Lænkholm, formand for Esrum Å-laug, i en udsendt pressemeddelelse.

Hist på vejen…
Grusvejen ned mod selve Møllen ligger langs et omløbsstryg, der er etableret så ørreder kan komme forbi den ellers impassable mølle.

Selve ørrederne bliver kæret for af Å-lauget, der blandt andet hvert efterår fanger moderfisk i åen til fiskeplejen i hele det nordsjællandske område. Å-lauget har desuden deres eget klækkeri på Møllegården, hvor de selv opdrætter ørreder til udsætning i Esrum Å.

Derudover sættes Esrum Å-ørreder ud i Mølleåen, Nivå og Højbro Å. Disse fisk opdrættes
dog på Fyns Laksefisk og udsætningen sker i samarbejde med de lokale folk fra de andre
vandløb.

Meld dig som frivillig
Synes du det hele lyder spændende, så kan du melde dig til projektet via Den Sjællandske Grusbandes Facebookside, når projektet offentliggøres der.

Arrangementet d. 14. marts er ganske gratis, men det tilrådes at møde op med en skovl – og selvfølgelig godt humør. En rive og waders/støvler er også tilrådeligt.

”Kilden” vil sørge for lidt godt til ganen, både en basse og en vand/kaffe. Det er derfor vigtigt, du melder dig til (også selvom du blot vil kigge på).

Esrum Å har sit smukke løb i Parken ved Møllegården. Foto: Presse.

Seneste nyheder:

Tip os!