Østjyllands Politi modtog tidligt mandag morgen en anmeldelse om, at en større gruppe personer var mødt op foran en virksomhed på Sønderskovvej i Lystrup, hvor de havde taget opstilling på kørebanen og var til gene for trafikken.
Anmeldelsen blev modtaget omkring kl. 05.52, og flere patruljer blev derfor straks sendt til stedet for at få demonstranterne væk fra kørebanen, da personerne blandt andet gik rundt midt på vejen.
Trods gentagne påbud om at forlade kørebanen og demonstrere et andet sted fortsatte demonstranterne deres adfærd, og de blev derfor fjernet af politiet. I alt 141 personer blev frihedsberøvet og sigtet efter færdselsloven og for ikke at efterkomme politiets anvisninger.
De fleste blev kort efter bedt om at forlade området i de busser, de var ankommet i, men i alt 40 personer blev anholdt og taget med ind på Politigården i Aarhus, da de nægtede at oplyse deres identitet til politiet. To personer – begge formentligt udenlandske statsborgere – sidder fortsat anholdt i 3 x 24 timer, da det endnu ikke har været muligt for politiet at få klarlagt deres identitet.
Foruden de trafikale gener ved virksomheden var der også blevet hældt maling ud over flere skilte og vinduespartier, og Østjyllands Politi efterforsker fortsat dette som et hærværksforhold.