Politijagt på tunet knallert

HELSINGØR: Det var ikke alt, en 16-årig ung mand havde styr på da han drønede afsted ad Esrumvej på sin tunede knallert og uden styrthjelm.

Det betaler sig ikke at flygte fra lovens lange arm – de får en før eller siden alligevel. (Arkivfoto: Allan Andersen)

En patruljevogn forsøgte at stoppe den unge mand kort før kl. 17.50, da han kørte afsted med en hastighed langt over de tilladte 30 km/t.

Den unge knallertkører brugte ikke styrthjelm, men alligevel satte han alt på et brædt og flygtede fra patruljen alt hvad remmer og tøj kunne holde.

Han undslap da også, da en knallert kan køre steder hvor en politibil ikke kan komme, men han efterlod sig et særdeles sikkert spor – en skoletaske.

Den havde han nemlig tabt under sin vilde flugt, og den skulle vise sig at gøre hans hidsige flugt helt unødvendig.

Den 16-årige havde nemlig fulgt reglerne i skolen, og havde derfor skrevet navn i bøgerne og de øvrige sager i sin taske, derfor var det nemt at finde frem til hans mor, som herefter slæbte den rødkindede unge mand og hans tunede køretøj med ned på politistationen.

Her kom knallerten en tur på rullefeltet, som viste at den ganske rigtigt kunne køre alt for stærkt, hele 53 km/t blev resultatet.

Om den unge mand indkasserer noget ekstra for sin flugt er dog ukendt, tuningen af knallerten kommer til at koste en del i bøde samt han får kun de dele af knallerten retur fra politiet som der er lovlige.