ALLERØD: De vise ord om kørekort ‘Husk, det er kun til låns’ slog ekstra hårdt hos en 18-årig mand som måtte indkassere et klip i kørekortet, få dage efter han havde fået det.
I modsætning til så mange andre unge bilister var det dog hverken fart eller hensynsløs kørsel, der udløste klippet i det dugfriske kørekort.
Det var en ganske ærgerlig forseelse, i form af overskridelse af den ubetingede vigepligt, som udløste et mindre sammenstød.
Den uheldige 18-årige mandlige bilist fra Hillerød, overså torsdag aften kl. 19.03 en 64-årig kvinde som kom kørende ad Kollerødvej, udfor nr. 70.
Den unge bilist overså kvinden og kørte ud foran hende og udløste et mindre sammenstød. Der skete kun materiel skade ved uheldet, idet hverken den 18-årige mand eller den 64-årige kvinde kom noget til.
Det eneste offer ved uheldet, var den unge mands kørekort som fik sit første klip.