Seneste nyheder:

TV Nordkysten

19-årig bilist påkørte cyklist som pludseligt drejede til venstre

ROSKILDE: Lørdag middag kl.12.21 rykkede redningspersonale og politiet ud til et færdselsluheld, hvor en 71-årig cyklist var blevet påkørt af en 19-årig bilist i krydset Frederiksborgvej – Koldekildevej.

Flere bilister var standset op efter uheldet og kom den påkørte cyklist til undsætning, men en læge fra det tilstedeværende redningspersonale, herunder personalet fra en lægehelikopter, måtte konstatere, at den påkørte cyklist som bar cykelhjelm var afgået ved døden.

Frederiksborgvej blev straks afspærret i begge retninger, mens politiet i samarbejde med en bilinspektør foretog de tekniske undersøgelser på uheldsstedet og de to parters køretøjer, herunder bilistens personbil, der var standset umiddelbart nord for krydset.

Afspærringen i krydset blev ophævet kl. ca. 13.45, da de tekniske undersøgelser på uheldsstedet var blevet afsluttet.

Venstresving udløste tragisk ulykke
Midt- og Vestsjællands Politi afventer nu erklæringen fra bilinspektøren om undersøgelserne, hvis foreløbige resultat viste, at den tragiske ulykke skete i forbindelse med et venstresving.

Den dræbte cyklist var sammen med en anden cyklist kommet kørende på racercykler ad Frederiksborgvej i sydlig retning. Ud for Koldekildevej havde først den ene cyklist foretaget svingning til venstre for at fortsætte ad Koldekildevej mod øst.

Kort efter den første cyklists venstresving blev den nu omkomne cyklist i forbindelse med sit venstresving mod Koldekildevej påkørt, da en 19-årig mand fra Græsted som fører af en personbil kørte ad Frederiksborgvej i nordlig retning.

Ved påkørslen blev cyklisten ramt på sin højre side og ramt med en sådan kraft, at han pådrog sig alvorlige kvæstelser, så en læge kort efter måtte erklære cyklisten for død. Den omkomne cyklist blev identificeret som en 73-årig mand fra Taastrup, hvis pårørende er blevet underrettet.

Seneste nyheder:

Tip os!

Powered by Vejreti.com