ØSTER-ULSLEV: En 20-årig vanvidsbilist blev lørdag blitzet i fartkontrol – det kostede både bil og kørekort.
En af politiets målevogne fra den automatiske trafikkontrol målte lørdag en bilist til at køre 109 km/t på Holebyvej ved Øster-Ulslev, hvor man højst må køre 50 km/t.
Bilisten anede, hvor det bar hen og henvendte sig til måleoperatøren for at høre til måleresultatet og konsekvenserne.
Kort efter ankom en politipatrulje, og bilisten – en 20-årig mand fra Nykøbing – blev sigtet for hastighedsovertrædelsen, som takseres til vanvidskørsel, da der var mere end dobbelt op på hastigheden.
Hans bil blev derfor beslaglagt på stedet, og hans førerret blev inddraget.