21-årig fik straksdom på otte måneders fængsel

KOKKEDAL: En 21-årig mand fandt ingen nåde hos dommeren, da han blev fremstillet fredag i Retten i Lyngby. Han fik en straksdom på otte måneders fængsel for narko.

550 piller med Ecstacy gav straksdom på otte måneder. (Arkivfoto)

Det specielle ved dommen var, at den 21-årige var blevet anholdt af politiet i et S-tog på Klampenborg Station kl.13.50 – om torsdagen.Således gik der under 24 timer fra anholdelse og til dommen faldt.

Den 21-årige mand, som iøvrigt selv er narkoman, havde omkring halvtreds pinkfarvede tabletter på sig ved anholdelsen, det formodes at der her er tale om feststoffet ‘Ecstasy’.

Ved en efterfølgende ransagning af den 21-åriges bopæl fandt politiets efterforskere 500 Ecstasy tabletter mere, sammen med pulver, pressemaskine og alle de kemikalier der skal til for at fremstille det fundne narkotika.

De ialt 550 fundne narkotabletter er sendt til analyse, den 21-årige er i forvejen kendt for bla. narkokriminalitet, og med det massive fund blev han igen sigtet for brud på lov om euforiserende stoffer.

Fredag fik politiet fremstillet ham for en dommer, og her valgte dommeren ikke at varetægtsfængsle den 21-årige mand – han røg direkte i brummen med en straksdom på otte måneder.

Årsagen til den hurtige ekspedition, er at sagen fra politiets side er færdigefterforsket, og det honorerede dommeren altså på stedet.