SLANGERUP: Onsdag aften kom en 22-årig motorcyklist fra Helsinge alvorligt til skade ved en soloulykke på Højager og blev fløjet til RH Traume med helikopter.
Onsdag aften kl. 22.12 blev der slået alarm til 1-1-2 om et alvorligt færdselsuheld på Højager.
En 22-årig mand fra Helsinge kørte ad Højager i nordlig retning og mistede pludselig kontrollen over sin motorcykel i en venstregående kurve – motorcyklen fortsatte ud i rabatten og ud på en mark i vejsiden.
Den 22-årige mand blev slynget af motorcyklen og kastet et godt stykke væk fra sin motorcykel, han var så alvorligt tilskadekommen at redningsfolkene på stedet rekvirerede en lægehelikopter.
Lægehelikopteren fløj den kvæstede motorcyklist direkte ind til Rigshospitalets Traume center.
Torsdag var der ikke noget nyt i døgnrapporten om tilstanden hos den kvæstede 22-årige mand.