ROSKILDE: Onsdag kl.12.05 foretog en patrulje en rutinemæssig kontrol af en mand, der kom gående ad Søndre Ringvej over for Ringparken, og som havde haft en kortvarig kontakt til en bilist.
Der var tale om en 23-årig mand fra Djursland, som var i besiddelse af nogle klumper hash, som han blev sigtet for den ulovlige besiddelse af.
Den 23-årige opholdt sig på en adresse i nærheden, hvilket gav politiet anledning til at foretage en ransagning af stedet ud fra en mistanke om, at den 23-årige kunne være i besiddelse af flere ulovlige stoffer.
Ransagningen bekræftede politiets mistanke, idet politiet fandt den 23-årige i besiddelse af i alt 58 gram hash, digtalvægt, salgsposer, stanniol og et mindre kontantbeløb, som alt sammen blev beslaglagt som beviser i en sag om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Den 23-årige var anholdt i forbindelse med ransagningen og den efterfølgende afhøring i sagen, hvor politiet mistænkte ham for handel med hashen.
Han blev dog løsladt i løbet af eftermiddagen og kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.