GRIBSKOV: Torsdag eftermiddag kl. 16.53 forsøgte en 27-årig mand forgæves at stikke af fra politiet med en hastighed på op mod 130 km/t, biljagten varede omkring et kvarter.
En hidsig biljagt startede ganske banalt, da en patruljevogn rutinemæssigt ville kontrollere en personbil på Tinkerup Strandvej, torsdag eftermiddag, i udkanten af Smidstrup.
Patruljen gav signal til at bilisten skulle stoppe, men den 27-årige fører trådte speederen i bund på sin Ford Focus med det samme, og accelerede op til mindst 110 km/t ad den smalle strandvej.
Han kørte flere steder over dobbelt optrukne linier, bla. ved Strand Børstrupvej og med en hastighed på mindst 120 km/t bragede han også ind i Gilleleje ved Almevej på den forkerte side af de fuldt optrukne spærrelinier.
Den kraftigt tatoverede 26-årige bilist fik sat en kvindelig passager af, som politiet omgående fik sat en klo i, mens bilisten fortsatte sin vanvittige kørsel ud af Gilleleje.
Det lykkedes først for politiet at få stoppet den 26-årige mands vilde kørsel på Kildevejen omkring Holløse, her blev den 26-årige bilist tvunget til at stoppe, hvorefter han blev hevet ud af bilen og lagt i håndjern.
Den 26-årige mand er fra Hvidovre, og nem at genkende for politibetjentene idet han er kraftigt tatoveret i hele den ene side af ansigtet. Årsagen til den manglende vilje til at stoppe og snakke med politiet stod hurtigt klart, idet den 26-årige mand ikke har noget kørekort og desuden blev vurderet til at være påvirket af narkotika.