HØRSHOLM: En 26-årig mand fra København risikerer at blive straffet med op til 10 års fængsel, efter han torsdag eftermiddag blev anholdt af Nordsjællands Politi.
Torsdag eftermiddag blev den 26-årige anholdt i Hørsholm af Nordsjællands Politi, der under ransagning fandt de to kilo kokain, hvorefter han blev anholdt og sigtet for at være i besiddelse af narkotika.
– Vi er mere end godt tilfredse med, at vi nu har fået fjernet en så stor mængde hård og farlig narkotika fra gaden, lyder det fra vicepolitiinspektør Morten Kaare Pedersen fra Nordsjællands Politi
Han ønsker ikke at oplyse mere omkring sagen på nuværende tidspunkt, idet betjentene fortsat er i fuld gang med efterforskning i sagen.
Derfor blev grundlovsforhøret, helt som forventet, også holdt for lukkede døre, hvor manden dog stod tiltalt i Retten i Helsingør efter straffelovens paragraf 191, der siger:
‘Den, som i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag eller under andre særligt skærpende omstændigheder overdrager euforiserende stoffer, straffes med fængsel indtil 10 år’.
Ifølge Morten Kaare Pedersen kan kokain på gadeplan indbringe cirka 500 kroner per gram.
Det betyder således at de beslaglagte to kilo kokain har en værdi på op mod en million kroner, det afhænger dog af kvaliteten af den beslaglagte kokain.