Seneste nyheder:

TV Nordkysten

27-årig mand erkender ulovlig indtrængen på plejecenter

LØGUMKLOSTER: Syd- og Sønderjyllands Politi har gennem en intens efterforskning identificeret og anholdt gerningsmanden til ulovlig indtrængen på plejecenter i Løgumkloster i påsken.

En 27-årig mand har erkendt at have trængt ind til en beboer på plejecenteret.

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog søndag den 17. april klokken 04.05 en anmeldelse om, at en ukendt gerningsmand var trængt ind hos en ældre beboer på hendes værelse på et plejecenter på Dravedvej i Løgumkloster i Tønder Kommune. Den ældre kvinde alarmerede personalet, hvorefter gerningsmanden flygtede fra stedet. De ansatte tilkaldte omgående politiet. Beboeren led ikke fysisk overlast.

Syd- og Sønderjyllands Politi har efterforsket intensivt og har parallelt med efterforskningen haft fokus på trygheden for borgerne i byen med ekstra patruljer og besøg af den mobile politistation.

Den 27-årige mand blev anholdt tirsdag og erkendte under afhøring, at det var ham, der trængte ulovligt ind til beboeren. Manden er efter endt afhøring løsladt, da der ikke var grundlag for en fremstilling i et grundlovsforhør. Den 27-årige er sigtet for den ulovlige indtrængen og kan forvente et retsligt efterspil, ligesom han har fået et tilhold med forbud mod at komme i nærheden af plejecenteret igen.

Syd- og Sønderjyllands Politi er i kontakt med Tønder Kommune og plejecenteret i forhold til at genskabe trygheden for beboere og ansatte, ligesom politiet fortsat vil have fokus på trygheden for borgerne i byen gennem ekstra patruljering.

Seneste nyheder:

Tip os!

Powered by Vejreti.com