Mandag kl. 22.00 kørte en patrulje til en parkeringsplads på Stenbækvej i Brabrand efter en anmeldelse om, at en 24-årig mand her var blevet truet med kniv af en anden mand.
Ifølge anmeldelsen havde manden fremvist en kniv og sagt nogle truende ord rettet mod den 24-årige. Efterfølgende var den knivbevæbnede mand kørt fra stedet.
Patruljen standsede kort fra gerningsstedet en bil med en 27-årig mand, der svarede nøje til signalementet. Tæt på bilen fandt betjentene en kniv, som kunne stemme overens med den, der var blevet brugt til at true med.
Den 27-årige blev anholdt og sigtet for trusler på livet og for overtrædelse af knivloven.
Det er endnu uvist, hvad baggrunden for truslerne var. Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere.