Kriminalmagasinet Politirapporten

29-årig får straksdom på syv års fængsel

ODENSE: En tilståelse af besiddelse og salg af heroin samt store mængder hash medførte tirsdag, at en 29-årig mand fik en lang fængselsstraf efter en straksdom.

Efter en politiaktion den 26. september 2022 af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har en 29-årig mand tilstået at have besiddet og solgt fire kg heroin samt 210 kg hash.

Tilståelsen faldt tirsdag i Retten i Odense, da den 29-årige blev fremstillet i Grundlovsforhør, hvorefter retten afsagde en strakdom i sagen og idømte den 29-årige mand syv års fængsel.

Den 29-årige blev anholdt mandag på en adresse i Odense, da NSK ransagede stedet. Ransagningen fandt sted i forbindelse med en efterforskning af salg af narkotika på Fyn.

På adressen fandt politiet blandt andet en telefon med indhold, der dokumenterede den ulovlige handel med euforiserende stoffer.

– Straksdommen viser, at bevisbyrden mod den dømte var uomgængelig. Det er tilfredsstillende at retten har idømt en lang fængselsstraf for handel med narkotika, der både er til skade for enkeltpersoner og samfundet som helhed, siger Senioranklager ved NSK’s anklagemyndighed, Jhin Lee.

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK)
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) blev etableret den 1. januar 2022. NSK har blandt andet til formål at bekæmpe kompleks organiseret kriminalitet og økonomisk kriminalitet, og etableringen af den nye enhed betyder derfor, at opgaver fra en række tidligere enheder i politiet og anklagemyndigheden er forankret her. Det drejer sig om opgaver, der tidligere var forankret hos Statsadvokaten for Særlig Øko-nomisk og International Kriminalitet, de to regionale efterforskningsfællesskaber i henholdsvis Øst- og Vestdanmark, Grænsecenter Øresund og det Landsdækkende Center for It-relateret økonomisk Krimina-litet. Derudover er store dele af de opgaver, der tidligere blev løst i Rigspolitiets Politiområde, overført til NSK, herunder opgaver forankret i National Kriminalteknisk Center og National Cyber Crime Center (NC3).

Mest læste:

Hjælp os med at sprede nyheden!
Del med dine venner.