Kriminalmagasinet Politirapporten

31-årig bilist sugede lattergas: 3-årigt barn kvæstet i færdselsuheld

TYBJERG: Onsdag klokken 15.54 skete der et færdselsuheld på Tybjergvej uden for Tybjerg. En 31-årig kvinde kom kørende i bil, da hun mistede herredømmet over bilen og ramte frontalt ind i et vejtræ. Et 3-årigt barn, som var med i bilen, blev efterfølgende fløjet til behandling på Rigshospitalet, mens den 31-årige og en passager blev kørt til behandling på sygehuset.

Politiets efterfølgende undersøgelser af uheldet har imidlertid vist, at den 31-årige fører af bilen med stor sandsynlighed var påvirket af lattergas på ulykkestidspunktet. Derfor har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi sigtet kvinden efter straffelovens § 249, som handler om uagtsomt at have forvoldt alvorlig skade på andre, samt efter færdselslovens § 54 om kørsel i påvirket tilstand.

Den 31-årige blev i dag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Næstved, hvor hun blev varetægtsfængslet frem til den 5/10

– Det kan ikke understreges nok, hvor vigtigt det er, at man ikke kører bil, når man er påvirket. Sagen i dag viser med al tydelighed, hvor galt det kan gå. Det er selv sagt en sag, som vi tager meget alvorligt, siger mødende anklager Iben Grønbæk.

Da retsmødet blev holdt for lukkede døre, har politiet og anklagemyndigheden på nuværende tidspunkt ikke yderligere til offentligheden.

Mest læste:

Hjælp os med at sprede nyheden!
Del med dine venner.