Det var som taget direkte ud af en gyserfilm, da en 31-årig mand mandag morgen kl.05.25, smadrede døren til et pars bolig på Svinholtvej ved Vejle
Den 31-årige var maskeret, som taget direkte ud af en gyserfilm, iført regntøj og bevæbnet med et koben og en kniv, da han gik til angreb på de to beboere, en 33-årig mand og en kvinde.
Overfaldsmanden jagtede de to ofre rundt i huset og slog manden op til flere gange i hovedet med et koben og forsøgte at stikke dem begge med en kniv.
Ifølge Sydøstjyllands Politi var den 31-åriges klare intention at dræbe de to beboere, hvilket kun mislykkedes fordi de kæmpede kraftigt imod og politiet nåede frem på ganske få minutter.
Alarmen indløb kl. 05.25 og første patruljevogn nåede frem til adressen og havde voldsmanden i håndjern kl. 05.32 De to ofre havde begge pådraget sig behandlingskrævende skader ved overfaldet og blev bragt til behandling på sygehuset.
Den 31-årige overfaldsmand bor i Thisted men kommer oprindeligt fra Vejle og han blev fremstillet mandag eftermiddag i grundlovsforhør ved Retten i Kolding, hvor han blev varetægtsfængslet i tre uger.
Manden er bl.a. blevet sigtet for indbrud, grov vold ved at slå det ene offer flere gange i baghovedet med et koben, og besiddelse af en kniv med hensigt til at begå drab. Episoden efterforskes fortsat for at kunne klarlægge de nærmere omstændigheder, herunder motivet til det vanvittige overfald på parret.
Af hensyn til den videre efterforskning og til de forurettede har Sydøstjyllands Politi ikke yderligere oplysninger om sagen på nuværende tidspunkt.