HELSINGØR: En 31-årig dørmand gik langt over stregen, og udøvede regulær vold med en gæst d. 1. juni i år. Det har nu kostet dørmanden 40 dages fængsel.
Retten i Helsingør har afgjort, at der ikke var tale om dørmandsarbejde, da en ung gæst blev skubbet hårdt ned ad en trappe på diskotek Club Retro.
Skubbet endte galt, idet gæsten styrtede ned og fik en hjernerystelse samt en seks centimer flænge i ansigtet som måtte sys på skadestuen.
Den unge gæst var netop blevet student, og var i sagens natur grundigt beruset, og ifølge dørmandens forklaring var den unge mand og to kvinder ikke med på at diskoteket lukkede. Den unge gæst havde nægtet at forlade stedet, og havde været højtråbende og flabet, lød dørmandens forsvar.
Retten valgte dog at tro på den skadede gæst, samt de to kvinder der havde været vidner til dørmandens handlinger overfor den forurettede gæst. Kvindernes forklaring i retten støttede stort set den forurettede gæsts forklaring omkring skubbet, og det der gik forud.
Det var heller ikke en fordel for dørmanden at han var tidligere straffet for vold, tilbage i 2003 havde han fået en dom på 30 dages ubetinget fængsel og det spillede også væsentligt ind i rettens udmåling af straffen i sagen. Dørmanden har dog kun arbejdet som dørmand i fem til seks år, så den ni år gamle dom er fra før han blev dørmand.
Retten i Helsingør afgjorde sagen med en ubetinget fængselsdom på 40 dages fængsel og derudover et forbud mod at virke som dørmand eller i anden form for adgangskontrollerende funktion i restaurationsvirksomhed i et år.
Retten afviste dog den unge mands krav om en erstatning på 4.100 kroner, det blev af retten henvist til et civilt søgsmål eller erstatningsnævnet.