HELSINGØR: En patrulje fra Nordsjællands Politi måtte fredag eftermiddag trykke speederen godt i bund, efter at patruljen på Helsingør Motorvejen forgæves havde forsøgt at standse en bil. Det oplyser politiets vagtchef Søren Christensen.
Klokken var 18.30 da betjentene i patruljevognen blev opmærksom på bilen, der massivt overtrådte fartbegrænsningen på 110 km/t, og betjentene forsøgte derfor at bringe bilen til standsning.
– Det var føreren, en 33-årige mand fra Hornbæk, imidlertid ikke indstillet på, så han stak af fra patruljen, som straks optog forfølgelsen, fortæller vagtchefen til Politirapporten.nu
Overgav sig til sidst
Biljagten endte omsider på Esrumvej i Helsingør, da den 33-årige mand opgav sin flugt og kørte ind til siden.
Det viste sig at der var rigtig mange grunde til mandens hidsige flugtforsøg.
Den 33-årige havde nemlig intet kørekort, han var påvirket af både sprit og stoffer, og bilen var desuden også stjålet !
Betjente fand hvidt pulver
Betjentene ransagede bilen, efter at have lagt den 33-årige mand i håndjern, og betjentene fandt hurtigt noget “hvidt pulver” liggende i bilen.
Fundet medførte, at politiet også valgte at ransage flugtbilistens hjem, og her dukkede hele syv gram hash op.
Den 33-årige mand er nu sigtet for at flygte fra politiet, biltyveri, køre bil påvirket af både sprit og stoffer samt besiddelse af euforiserende stoffer. Nu skal blodprøven fastslå hans promille, samt hvilke stoffer han havde indtaget.