34-årig taget for spritkørsel i Helsingør

HELSINGØR: Natten mellem fredag og lørdag, kl. 03.10, blev en 34-årig mandlig spritbilist standset på Kronborgvej ved Bjergegade, det oplyser Nordsjællands Politi.

34-årig københavner taget som spritbilist i Helsingør.

En personbil med den 34-årige københavner bag rattet, blev standset af en vaks politipatrulje kl.  03.10, oplyser vagtchef Dan Houtved.

Betjentene ville meget gerne se bilistens kørekort, men det kunne manden ikke fremvise da han i forvejen var frakendt førerretten for spirituskørsel. Eftersom manden kørte bil trods det manglende kørekort så fik han en sigtelse for det lovbrud – men det var ikke slut endnu.

En alkometer-test af den 34-årige bilist afslørede at han var beruset, så han blev derfor anholdt på stedet og taget med til udtagelse af en blodprøve der skal fastslå hans præcise promille.

Efter endt afhøring og udtagelse af blod blev manden igen sat på fri fod.

Han kan nu se frem til en tur igennem retssystemet efter sin kørsel uden kørekort, og endda i frakendelsestiden – det koster mindst 5000 kroner. Udover det risikerer manden at hans bil kan blive beslaglagt næste gang han møder ordensmagten bag et rat.