HOLBÆK: Tirsdag formiddag kl. 10.55 standsede politiet en knallertkører, der kørte rundt i haveforeningen H/F Granløseparken. Der var tale om en 45-knallert, som en 35-årig mand fra Holbæk var fører af.
Han kunne mistænkes for at være påvirket af euforiserende stoffer under kørslen, hvorfor han blev sigtet for narkokørsel og anholdt med henblik på udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Da han heller ikke havde det krævede kørekort til bil for at være fører af en 45-knallert, blev han også sigtet for kørsel uden førerret. Den 35-årige blev kl. 11.11 løsladt efter blodprøveudtagelsen på Holbæk sygehus og blev afhentet i bil af et familiemedlem.
Patruljen fortsatte sin patruljekørsel i det store kolonihaveområde i den sydlige del af Holbæk og bemærkede til patruljens overraskelse, at den samme knallert kl. ca. 11.40 blev ført i området ved H/F Granløseparken.
Føreren viste sig igen at være den 35-årige mand fra Holbæk, som så igen blev sigtet for både kørsel uden førerret og narkokørsel på 45-knallerten.
I forbindelse med en ny, kortvarig anholdelse fik han udtaget endnu en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Den 35-årig kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når de to analyseerklæringer fra blodprøverne foreligger.