En 37-årig mand, der er sigtet for at stå bag hændelsen i Billund Lufthavn i april 2024, har i går fået forlænget sin varetægtsfængsling til den 28. november 2024.
Han er blandt andet sigtet for at have fremstillet og transporteret sprængstof.
Den 37-årige mand, der lørdag den 20. april 2024 blev anholdt for at indlevere en genstand til politiet i Billund Lufthavn, som han meddelte indeholdt sprængstof, har i går fået forlænget sin varetægtsfængsling.
Sigtelsen har indtil nu ikke været kendt af offentligheden, da grundlovsforhøret den 21. april 2024 blev holdt for dobbeltlukkede døre.
Gårsdagens fristforlængelse fandt sted for åbne døre, og her blev de overtrædelser af straffeloven, som manden er sigtet for, nævnt.
”Da sigtelsen tidligere har været læst op for dobbeltlukkede døre, har det ikke været muligt at fortælle, hvad vedkommende er sigtet for, men det kom frem i går,” siger politiinspektør Jacob Ulvedal fra Sydøstjyllands Politi.
Den 37-årige er sigtet for at have fremstillet og transporteret ikke under 2000 gram sprængstof samt detonatorer til Åstvej i Billund, hvor han sprængte en hæveautomat omkring klokken 04.00 natten til lørdag den 20. april 2024 med henblik på at skaffe sig adgang til hæveautomaten. Det forårsagede to eksplosioner og skade på en bygning på samme adresse, men det lykkedes ikke den sigtede at få penge med fra stedet.
Derudover er den 37-årige mand sigtet for under særligt skærpende omstændigheder at have fremstillet og transporteret ikke under 1000 gram sprængstof samt flere detonatorer til politistationen ved Billund Lufthavn. Det betød, at politiet evakuerede Billund Lufthavn. Det medførte, at der skete omfattende forstyrrelser af lufthavnstrafikken, at der var et omfattende ressourceforbrug for politi og redningstjeneste samt skete omfattende økonomisk tab for bl.a. Billund Lufthavn og flere flyselskaber.
Manden er således sigtet for at have fremstillet i alt cirka 3000 gram sprængstof indeholdende TATP. Sprængstoffet er vejet inklusiv emballage.
Desuden er manden sigtet for tyveri af en cykel samt overtrædelse af våbenbekendtgørelsen, idet han var i besiddelse af en gasspray og en lommelygte med indbygget strømpistol-funktion. Han er også sigtet for at have begået et indbrud og for uberettiget at have skaffet sig adgang til to boliger.
”Det er en alvorlig sag, som vi har brugt og fortsat bruger mange kræfter på at efterforske,” understreger politiinspektør Jacob Ulvedal.
Genstanden, der blev indleveret til politiet i lufthavnen, blev samme dag destrueret af forsvarets ammunitionsryddere ved en kontrolleret sprængning. Svarene fra de kemiske prøver, som blev taget af genstanden, viser, at den indeholdt sprængstoffet TATP.
”Vi tog ingen chancer på dagen og evakuerede lufthavnen hurtigt og effektivt, hvorefter forsvarets ammunitionsryddere, bombehunde og efterforskere undersøgte lufthavnen og sikrede spor på stedet,” siger politiinspektør Jacob Ulvedal og fortsætter:
”Sydøstjyllands Politi efterforsker fortsat sagen og kan derfor ikke uddybe mere på nuværende tidspunkt.”
Ved gårsdagens retsmøde blev den 37-åriges varetægtsfængsling forlænget til den 28. november 2024.