SAKSKØBING: En 41-årig mand fra Sakskøbing blev torsdag klokken 17.14 anholdt, og sigtet for vold mod en 29-årig mand.
Han er sigtet for vold, efter at politiet sidst på eftermiddagen fik en anmeldelse om, at en 29-årig mand fra lokalområdet var blevet overfaldet på Torvet.
Det var tilsyneladende en uenighed om at låne en bil, der gjorde, at den 29-årige blev skubbet omkuld, fik taget halsgreb og kastet ned på asfalten.
Han måtte efterfølgende køres til undersøgelse på sygehuset i Nykøbing, men er ikke umiddelbart kommet noget alvorligt til.
Den sigtede 41-årige blev afhørt på politistationen i Nykøbing og løsladt igen klokken 18.54.