En 58-årig mand fra Odense er idømt ni års fængsel for at have modtaget og arrangeret overdragelser af kokain flere steder i landet.
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har i en tilståelsessag ved Retten i Randers fået idømt en 58-årig mand fra Odense fængsel i ni år for at have organiseret overdragelser og videresalg af i alt 15 kg kokain. Flere af overdragelserne er arrangeret gennem beskeder på den krypterede kommunikationstjeneste SKY ECC.
Den 58-årige har erkendt, at han i december 2020 og januar 2021 arrangerede fire overdragelser af i alt 9 kg kokain for ukendte medgerningsmænd i henholdsvis Aarhus og Køge.
I januar 2021 var den 58-årige selv modtager af 1 kg kokain, som han i januar 2021 hentede i en mindre by øst for Horsens.
Endelig har manden erkendt selv at have modtaget 5 kg kokain i Odense i juli 2022. Kokainen fik han overdraget af en hollandsk statsborger, der ligesom den 58-årige blev anholdt som led i en større aktion 5. oktober 2022.
Den nu dømte blev anholdt på sin bopæl, hvor han blev fundet i besiddelse af ca. 750.000 kroner i kontanter. Retten har konfiskeret beløbet i forbindelse med dommen.
– Jeg er tilfreds med dommen, der endnu en gang understreger, at narkokriminalitet bliver straffet hårdt. I denne sag har politiet med en solid efterforskningsindsats fået sat en stopper flere personer, der stod bag salg og distribution af hård narkotika på tværs af landet, siger Specialanklager hos NSK, Morten Rasmussen.
Fakta om NSK
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende specialenhed i politiet og anklagemyndigheden.
NSK håndterer de mest komplekse og alvorlige sager om økonomisk kriminalitet, organiseret kriminalitet og cyberkriminalitet. NSK har egen anklagemyndighed, der fører enhedens straffesager. NSK’s efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor indsatsen har den største effekt.
De komplekse sager, som NSK har ansvar for, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, svindel, bandekriminalitet samt organiseret narkotikakriminalitet og våbensmugling.
NSK understøtter derudover hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde. Der er cirka 1.100 ansatte i NSK. Enheden har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Karlslunde, København, Randers, Aarhus og Fredericia samt en midlertidig lokation i Silkeborg.