ROSKILDE: Tirsdag aften kl. 23.04 standsede politiet en personbil på Håndværkervej med henblik på rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet – sidstnævnte endte på politiets lager for beslaglagte køretøjer.
Bag rattet i bilen sad en ædru, 62-årig mand fra Nykøbing F., som dog ikke kunne fremvise noget kørekort.
Det viste sig, at han ikke lige havde fået generhvervet sit kørekort efter udløbet af en frakendelsesperiode i 2021, i over 1½ år havde den 60-årige mand ikke fået sine ting bragt i orden.
Politiet sigtede ham derfor for kørsel uden førerret og kunne ved en nærmere kontrol af hans personlige forhold konstatere, at han mindst tre gange inden for de seneste tre år var blevet afsløret i at køre bil, selv om han enten var frakendt kørekortet eller ikke havde førerret.
Hans personbil blev derfor beslaglagt på grund af de gentagne kørsler uden førerret, og den 62-årige vil derfor blive indkaldt til et retsmøde, hvor en dommer både vil tage stilling til straffen og spørgsmålet om endelig konfiskation af bilen.