64-årig snydt af en smuk tricktyv

HELSINGØR: En 64-årig mand blev kysset af en smuk ung kvinde, onsdag eftermiddag, men samtidigt plyndrede hun manden for hans penge.

Det var onsdag ved 17-tiden på Stengade, at det 64-årige offer mødte to kysselystne kvinder på 18-20 år, kvinderne fortalte at de samlede ind til en engelsk kirke og bad manden om en donation.

Den venlige 64-årige mand ville da gerne støtte formålet, og trak derfor sin pung frem hvorfra han så gav kvinderne en pengeseddel.

En af kvinderne foregav at blive så taknemmelig over donationen, at hun straks gav manden et kys på kinden, men i virkeligheden plyndrede hun samtidigt hans pengepung for kontanter.

De to kvinder forduftede med det samme fra stedet, og nu efterlyser Nordsjællands Politi både vidner og eventuelle andre ofre for de kyssende tricktyve.

De efterlyste kvinder beskrives således:
A: kvinde, 18-20 år, 150-155 centimeter høj, sydlandsk af udseende, spinkel med langt, mørkt hår og iført lyst tøj – hun betegnes også som meget smuk.
B: kvinde, 18-20 år, 165-170 centimeter høj og sydlandsk af udseende, almindelig til kraftig af bygning, mørkt hår i en hestehale og iført hvid og stribet skjortebluse.

Hvis nogen har oplysninger til sagen, skal man kontakte politiet på 1-1-4