Gilleleje: En 69-årig mand overlevede ikke de skader som han pådrog sig ved et cykelstyrt på Bøgebakken, nytårsmorgen. Det bekræfter Nordsjællands Politi overfor Gribskov Lokalavis.
En 69-årig mand fra Gilleleje blev nytårsmorgen fundet liggende på Bøgebakken, han lå med sin elcykel på jorden hvor han var styrtet på et ukendt tidspunkt.
Den 69-årige mand havde pådraget sig alvorlige skader i hovedet ved styrtet, herunder kraniebrud og brud på kæben, og havde desuden også hjertestop da han blev fundet af forbipasserende – det oplyste Nordsjællands Politi i tiden efter efter ulykken.
Siden lå den 69-årige mand i koma, og ifølge lokale kilder afgik han efter nogle dage ved døden på Rigshospitalets Traume Center i København.
Den 69-årige mand genvandt aldrig bevidstheden efter ulykken, hvor han sov ind efter flere dage på Traume Centret.
Den ulykkelige udgang på ulykken bekræftes fredag af vagthavende for Nordsjællands Politi, Søren Bjørnstad, overfor Gribskov Lokalavis.
– Det er korrekt at den 69-årige mand er afgået ved døden efter ulykken på Bøgebakken, præcist hvornår kan jeg desværre ikke oplyse lige nu, siger vagtchefen.
Det er ukendt hvorfor den 69-årige mand styrtede på Bøgebakken, han benyttede sin elcykel meget og kan derfor næppe være blevet overrasket af hjælpemotoren på cyklen. Muligvis styrtede den 69-årige mand som følge af det hjertestop som han havde, da han blev fundet – det bliver dog næppe opklaret.
/AA