En 70-årig kvinde blev kvæstet ved et solouheld kl. 09.01, fredag morgen. Uheldet spærrede for al trafik igennem kagerup i godt en time og skabte trafikale problemer.
En 70-årig dame kørte af ukendte årsager pludselig af vejen, da hun netop var kommet ind i Kagerup, efter at have kørt igennem Gribskov.Den lille personbil fortsatte med uændret fart ned i grøften på Gribskovvejens højre side, hvor den kolliderede med en elmast af træ, og fik denne til at knække.
Bilen blev kastet en halv gang rundt om sig selv, og endte med at ligge på siden, nede i grøften.
Elledninger fanget af træer
Den knækkede elmast medførte at redningsfolkene måtte arbejde lige under de afrevne elledninger, som dog heldigvis hang godt fast i træerne, ligesom den knækkede elmast heller ikke var til fare for redningsfolkene.
Kvinden sad i bilen, og da det var ukendt hvor slet hun var skadet, blev det besluttet at vende bilen yderst forsigtigt mens hun fortsat sad i bilen, en manøvre som ikke er helt nem at udføre.
Bil lirket om på alle fire hjul
Brandfolkene, som er ansvarlige for frigørelse af fastklemte, fastgjorde flere træktove i bilen, samt monterede et hold som modvægt så bilen ikke bare kunne trille rundt.
Med hjælp af de tunge brandkøretøjer og simpel muskelkraft fik brandfolkene lige så forsigtigt firet bilen om på alle fire hjul igen, og den indsats sparede kvinden for en langvarig og besværlig frigørelse, hvor bilen skulle klippes fra hinanden mens den lå på siden.
Sluppet meget heldigt
Umiddelbart skal kvinden være sluppet usædvanligt heldigt fra ulykken, hun blev løftet ud af bilen af redningsfolkene og placeret i ambulancen.
Efter at Akutlægen havde tilset hende i ambulancen blev hun med udrykning kørt til Hillerød Traumecenter til behandling – men der skulle ikke være sket noget umiddelbart alvorligt med den 70-årige kvinde.
Omkring kl. 09.45 blev trafikken genåbnet igennem Kagerup, og det eneste der nu er tilbage på uheldsstedet er den smadrede bil og en knækket elmast.
DONG på vej
De knækkede elledninger forsyner formentlig kun vejbelysningen igennem Kagerup by, men DONG er tilkaldt for at fjerne den knækkede mast og få de knækkede ledninger genetableret, så der er lys på vejen igennem Kagerup igen i aften.