Kriminalmagasinet Politirapporten

75-årig kvinde bedraget af falsk bankdame

KALUNDBORG: Søndag middag anmeldte en 75-årig kvinde fra den nordvestlige del af Kalundborg kommune, at hun lørdag aften var blevet franarret et sekscifret beløb af en falsk bankdame og en falsk politimand.

En kvinde ringede lørdag kl. 18.45 til den 75-årige og sagde, at hun kom fra Nordea Bank. ”Bankdamen” oplyste, at der var ved at blive overført et stort pengebeløb fra den 75-åriges konto, men at banken fik forhindret, at hun mistede penge. Den 75-årige fik af vide, at hun blev stillet om til en”politimand”, som ville hjælpe hende med at sikre hendes penge.

Den falske politimand gav troværdige oplysninger om navn og tjenestenummer, så den 75-årige gik med til at flytte sine penge i depot på en ”sikker konto”. Hun overførte det store pengebeløb over flere omgange og blev først senere klar over, at hun var blevet udsat for bedrageri.

Sagen efterforskes nu af politiets NCIK-afdeling – Nationalt Center for IT-Kriminalitet.

Bedragere som udfører denne type svindel er vanvittigt dygtige til at overtale og narre folk. Det vigtigste budskab som politiet ønsker udbredt er, at banker eller politiet ALDRIG ville bede borgerne om at overføre penge, aflevere kreditkort eller oplyse NEM-id/Mit-id oplysninger.

Tal med dine pårørende og bekendte om risikoen for at få opkald fra udspekulerede kriminelle og ring til politiet, hvis du modtager opkald – også selvom det ikke lykkes bedragerne at franarre penge. Ring på tlf. 114, hvis du har spørgsmål eller får mistænkelige henvendelser.

Mest læste:

Hjælp os med at sprede nyheden!
Del med dine venner.