HELSINGØR: En 83-årig dame var mistænksom, da en ‘håndværker’ ville måle hendes nye vinduer, men lukkede ham ind da der er arbejde i gang på ejendommen.
Mens ‘håndværkeren’ målte hendes vinduer, og endda var nødt til at have den 83-årige kvinde som hjælper, så blev beboeren mere og mere mistænksom.
Under målingen af vinduerne pillede ‘håndværkeren’ ved kvindens figurer i vinduet og her fik damen nok, og forlangte at han forlod lejligheden omgående.
Netop som ‘håndværkeren’ var gået, opdagede kvinden at gardinerne i soveværelset var trukket for, noget som kvinden aldrig gør.
Kvinden reagerede derfor hurtigt, og fik kontakt til nogle af de rigtige håndværkere på det opsatte stillads omkring ejendommen, som kunne bekræfte hendes mistanke idet der ikke var nogen vinduesfolk på arbejde.
Den friske 83-årige dame løb herefter efter tricktyven, men han undslap ad Stengade.
Efterfølgende har det vist sig at tyven eller tyvene ikke har nået at stjæle noget fra den vågne beboer.