VEJBY: Nordsjællands Politi efterlyste lørdag aften en kvinde, der var gået fra Trongårdsbakken i Vejby. Kvinden kunne ikke tage vare på sig selv, og blev fundet af en hundepatrulje.
Kvinden var sidst set kl. 15.30 og var ude af stand til at tage vare på sig selv, oplyste politiet i deres efterlysning vis ‘Tryk Politi’ kl. 19.06 i området.
Kvinden var 85 år, og havde som nævnt sidst været set kl. 15.30 og blev efterlyst med et signalement som viste en let påklædning som ikke var velegnet til længere ophold ude i kulden.
Nordsjællands Politi afblæste eftersøgningen kl. 20.18, kort forinden havde en af politiets tjenestehunde fundet kvinden – og hun var ikke rendt så langt væk som frygtet.
– Der holder nogle biler oppe ved Trongården, og den 85-årige dame har sat sig ind i en af bilerne, og derefter låst køretøjet, oplyser vagtchefen for Nordsjællands Politi, Dan Houtved, til Gribskov Lokalavis.
– En af vores hundepatruljer fandt hurtigt frem til kvinden, som vi fik hjulpet ud af bilen og ind i varmen. Heldigvis endte eftersøgningen hurtigt, og hun er i god behold, slutter vagtchefen.