GRIBSKOV: “Vi må henvise til Andreas Grauengaard fra Musik I Lejet”. Sådan lyder beskeden fra akustikfirmaet Gade & Mortensen Akustik A/S, da Netavisen ringer for at blive klogere på den støjrapport, som Planudvalget her til eftermiddag skal bruge for at kunne tage stilling til om der skal laves ny lokalplan for Vejby Camping.
Det har ikke vist sig muligt at spørge ind til den støjrapport, som indgår i sagsfremstillingen for Vejby Camping, og som Planudvalget i aften skal bruge til at tage stilling til, hvorvidt man kan afholde musikfestival og øvrige koncerter på campingpladsen.
Årsagen til at kontakte akustikvirksomheden var for at blive klogere på de konklusioner, der fremgår i rapporten, især fordi dele af rapporten i høj grad ser ud til at være kopieret direkte fra en tidligere rapport fra 2024, som virksomheden lavede for Musik I Lejet, dengang den stadig var placeret på parkeringspladsen ved stranden i Tisvildeleje.
“Tal med Musik I Lejet”
Desværre er personen bag rapporten, Emil Charlie Hansen, ingenlunde interesseret i at tale med pressen. Røret blev ligefrem smidt på, da vi spurgte om lov til at tale med akustik-eksperten. I stedet for at stille videre til eksperten valgte en anden ansat i virksomheden at henvise til Musik I Lejets medstifter Andreas Grauengaard.
Da vi fastholdt vores anmodning om at tale med eksperten bag rapporten, blev røret smidt på uden yderligere forklaring.
Rapporten er en del af de bilag, som Planudvalgets skal bruge for at vurdere, om der skal laves en ny lokalplan for campingpladsen, som tillader afholdelse af både festivalen Musik I Lejet og en række øvrige koncerter fordelt over kalenderåret. Her er støj en væsentlig faktor.
Støjrapporten kan læses i sin helhed nederst i denne artikel.
Copy-paste arbejde?
Spørgsmålene begynder at hobe sig op, hvis man sammenligner støjrapporten med den tidligere rapport som virksomheden lavede for Musik I Lejet tilbage i 2024. Det er tydeligt, at copy-paste knappen er blevet brugt vel rigeligt.
Den ældre rapport er dateret 6. maj 2024 og blev udarbejdet i forbindelse med lokalplan 532.01 for parkeringspladsen ved Tisvilde Strand. Den nye rapport er dateret 26. maj 2026 og vedrører Vejby Strand Camping.
En direkte sammenligning mellem de to rapporter viser et utal af formuleringer, som ligger meget tæt på hinanden, samt en række identiske tekniske forudsætninger.
Mest iøjnefaldende er de steder, hvor oplysninger fra den gamle placering tilsyneladende ikke er blevet rettet.
Tisvilde står midt i vurderingen af Vejby
På side 9 i rapporten fra 2026 opsummerer Gade & Mortensen den beregnede støj ved naboerne i Vejby og Vejby Strand. Her beregnes niveauet til 44-66 dB(A) om dagen og 51-71 dB(A) i aften- og natperioden.
Umiddelbart efter skifter teksten pludselig geografi: “Støjniveauet i Tisvilde by, nærmest festivalen”.
Det er ikke den eneste Tisvilde-reference i 2026-notatet.
I afsnittet om nedtagning beskrives først støjen i “Vejby og Vejby Strand”. I det efterfølgende afsnit om aftenperioden står der derimod, at størstedelen af “Tisvilde by” ligger under den vejledende grænseværdi. Teksten skifter derefter tilbage til Vejby og Vejby Strand.
I 2024-rapporten stod Tisvilde samme sted i det tilsvarende afsnit.
Det peger på, at tekst fra den gamle rapport er blevet anvendt som grundlag for den nye og ikke alle steder er blevet tilpasset den nye placering.
Gammel Strandscene optræder også i ny rapport
Et andet spor findes i et mere centralt teknisk afsnit.
2026-rapporten beskriver festivalens scener som blandt andet Solscenen og Skovscenen. Figurmaterialet viser ligeledes Solscenen som en af hovedscenerne. Alligevel står der i beskrivelsen af, hvordan lydmodellen er kalibreret, at kontrolpunktet er placeret cirka 16 meter fra Skovscenen og cirka 30 meter fra “Strandscenen”.
Præcis de samme afstande og samme omtale af Skovscenen og Strandscenen står i rapporten fra 2024.
2026-rapporten forklarer ikke, hvorfor Strandscenen nævnes i dette afsnit, mens den øvrige rapport opererer med Solscenen. Det gør passagen særlig interessant, fordi den handler om en af de forudsætninger, der anvendes til at kalibrere beregningen af koncertstøjen.
Gamle driftsforudsætninger følger med til Vejby
Genbruget begrænser sig ikke til tekst.
Ved beregningen af støjen under festivalen anvender 2026-rapporten en række af de samme konkrete antagelser som rapporten fra Tisvilde. Der regnes blandt andet med seks vareleveringer eller afhentninger med lastbil om dagen, 20 minutter pr. levering, en kildestyrke på 91 dB for varelevering, 100 dB for lastbilkørsel og to generatorer, der kører 80 procent af tiden mellem klokken 10 og 05.
Der regnes desuden med 7.000 samtidigt talende festivalgæster. Den samme antagelse blev brugt i Tisvilde-rapporten fra 2024. Dette til trods for, at det samlede tilskuertal for festivalen i Vejby var højere end i Tisvilde.
Et andet sted i Vejby-rapporten står der, at “Grundet afstanden (ca. 500 meter) fra festivalen til nærmeste nabo, vurderes kildernes præcise placering ikke at have væsentlig betydning for den beregnede samlede støj”. Det ville være korrekt i Tisvildeleje, men i Vejby er de nærmeste naboer væsentlig tættere placeret og inden for 100 meter.
Også beregningen af opsætningen trækker direkte på ældre materiale. Blandt grundlaget for 2026-rapporten er tre produktionsplaner fra 2023, hvilket virker irrelevant grundet placeringen i mellemtiden har flyttet sig væsentligt.
Rapportens såkaldte worst-case-scenarie tager fortsat udgangspunkt i en dag helt tilbage i 2023, hvor der var 18 vareleveringer på de værste otte timer. Det samme antal blev lagt til grund i rapporten fra Tisvilde.
Også arbejdstiden for håndværktøj og læssemaskiner samt deres kildestyrker er direkte kopieret uden ændringer.
I den seneste rapport henvises der desuden til en øget trafik gennem “skoven”. Det ville give mening, hvis festivalen stadig blev afholdt i Tisvilde, hvor Hegnet ligger lige ved siden af parkeringspladsen, mens der er ingen skov er i nærheden af campingpladsen i Vejby.
Nye beregninger giver andre støjtal
De mange sammentræf betyder dog ikke, at selve støjresultaterne er copy-paste. Der er i hvert fald marginale forskelle mellem de to festivalplaceringer.
På den gamle plads på parkeringspladsen i Tisvildeleje blev støjen ved de nærmeste naboer beregnet til 44-56 dB(A) i dagsperioden og 49-64 dB(A) i aften- og natperioden.
På Vejby Strand Camping beregner 2026-rapporten 44-66 dB(A) om dagen og 51-71 dB(A) i aften- og natperioden.
De mange sammenfald i rapporten giver årsag til at stille akustikfirmaet en række spørgsmål, for hvis der er blevet kopieret store dele af den gamle rapport, hvor valide er så de øvrige data?
Det er blandt andet dette vi gerne ville have forholdt akustikfirmaet, men det har som tidligere beskrevet ikke vist sig muligt.
Herunder kan du se den seneste rapport.
Du kan også hente den i alt 122 sider lange rapport vedrørende Musik i Lejet i Tisvildeleje fra 2024 her: Sammenfattende miljøredegørelse JULI 2024 For parkeringsplads ved stranden Lokalplan 532.01
Afsnittet om støj kan læses på siderne 19-35.