BIRKERØD: En røver både slog og sparkede løs på en butiksansat ved et røveri i Aldi, mandag formiddag.
Røveren spadserede ind i butikken, hvor han tog en flaske vand med op til kassen som om han ville betale for den, omkring kl. 09.30 mandag formiddag.
Samme sekund som der blev åbnet for kassen, slog røveren den ansatte henover armen og tiltvang sig derved adgang til kassen, hvorfra der blev røvet 2000 kroner.
Trods slaget, forsøgte den ansatte alligevel at stoppe røverens flugt, og det medførte at røveren sparkede den ansatte over benet og truede sig fri verbalt.
Røveren blev sidst set løbende ad Birkerød Kongevej, i retning mod Hillerød.
Aldi butikken i Birkerød er, på linie med en lang række af Aldi butikker, ikke udstyret med videoovervågning og politiet har derfor ingen billeder af røveren.
Røveren signaliseres som A: mand, 180 – 185 cm høj, 22 – 25 år, med kort, blondt hår og blå øjne, han var iført mørke bukser og hættetrøje samt handsker.