Bagmænd idømt fængselsstraffe for at organisere hashsalg i Nørrebroparken

To mænd på 42 og 49 år er idømt tillægsstraffe på henholdsvis seks år og syv måneder og tre år og tre måneders fængsel blandt andet for at stå bag organiseret hashsalg i Nørrebroparken i København i en periode på et år.

En 42-årig og en 49-årig mand, der begge har haft tilknytning til en organiseret rocker-/bandegruppering, er ved Københavns Byret idømt tillægsstraffe på seks år og syv måneder og tre år og tre måneders fængsel for blandt andet at have organiseret hashsalg i Nørrebroparken i København. Sagen er kørt af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK)

De to dømte har i en periode fra marts 2020 til marts 2021 i forening organiseret salget af i alt 730 kg hash og hashmix, solgt som færdigrullede joints og klumper af hash i området omkring Nørrebroparken i København.

Salget foregik via fast aflønnede medgerningsmænd, der afsatte omkring 2 kg hash om dagen i perioden.

Den 42-årige, der blev anholdt i Københavns Lufthavn på vej ud af landet, er desuden dømt for besiddelse af en skarpladt revolver, som han opbevarede i et kælderrum hos et familiemedlem på Østerbro i København.

I kælderrummet fandt NSK også 2.657.000 kroner i kontanter, som retten har vurderet stammer fra det organiserede hashsalg, og derfor har konfiskeret. Retten har også konfiskeret 30.750 euro, som den 42-årige var i besiddelse af ved anholdelsen.

Retten har i alt konfiskeret ni millioner kroner hos hver af de dømte og en række luksusvarer hos den ene.

Begge de dømte har anket dommen.

Senioranklager hos NSK Laura Jensen siger:

”Jeg er tilfreds med dommen, der er et resultat af en omfattende og målrettet efterforskning mod nogle af de bagmænd, som har stået i spidsen for den organiserede hashhandel i Nørrebroparken. Dommen understreger, at myndighederne ser med stor alvor på organiseret narkotikahandel. I denne sag er der solgt hash efter en fast forretningsmodel med vagtplaner og faste åbningstider, og salget har været en millionforretning for de dømte.”

Fakta om NSK
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende enhed, hvor de mest specialiserede kompetencer i politi og anklagemyndighed er samlet. Det gælder inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet samt efterforskningsunderstøttelse. NSK har egen anklagemyndighed, der fører enhedens straffesager.

De komplekse sager, som NSK efterforsker og strafforfølger, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, bandekriminalitet, organiseret narkotikakriminalitet samt digital kriminalitet.

NSK understøtter desuden hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.

NSK’s efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor indsatsen har den største effekt, så enheden bedst muligt beskytter Danmark mod de største kriminalitetstrusler på både kort og lang sigt.

Der er cirka 1.200 ansatte i NSK. Enheden har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Aarhus, Fredericia, Randers, Karlslunde og København samt en midlertidig lokation i Silkeborg.

Mest læste:

Hjælp os med at sprede nyheden!
Del med dine venner.

.

Annonce

Annonce