Bandemedlemmer optrådte voldsomt i Gilleleje

GILLELEJE: En større flok banderelaterede personer, samt fuldgyldige medlemmer af Saudarah, skabte onsdag stor utryghed i Gilleleje by og især på P-pladsen ved Netto.

Alarmopkaldene væltede kort før kl. 22 ind hos Nordsjællands Politi efter en større gruppe af bandemedlemmer optrådte på P-pladsen foran Netto.

Tre-fire biler, en VW Polo og en Berlingo-lignende firmabil med logo samt en Nissan personbil, kørte ind på P-pladsen foran Netto og en eller anden form for uro opstod mellem personerne, fortæller øjenvidner til Gribskov Lokalavis.

Voldsom optræden vakte uro
Der blev råbt og skreget, og personerne i den Berlingo-lignende bil samt VW Polo’en kørte pludselig fra stedet i høj fart. Ifølge vidner til optrinnet blev der i kaoset både råbt at personerne i de to biler skulle skride, ligesom der også blev råbt at de skulle stige ud af bilerne.

Det var i den forbindelse at de to biler pludselig ræsede afsted fra stedet ad Svend Henriksensvej i meget høj fart. Hvilken forbindelse de to biler har med episoden er ukendt.

Saudarah Gilleleje 15062016 (4)
Medlemmer af Saudarah bærer den viste vest, og kun medlemmer af Satudarah bærer veste med det sort-gule indianerhoved. Vesten viser at den der bærer den, er fuldgyldigt medlem af rockergrupperingen Saudarah. (Læserfoto)

Fuldgyldige medlemmer af Saudarah
Knap et minut efter ankom flere biler til stedet, og her steg mindst to fuldgyldige medlemmer af rockergruppen Saudarah ud af køretøjerne. Ifølge flere vidner til episoden var antallet af bandemedlemmer oppe på mellem 20 og 25 personer fordelt i 5-6 forskellige biler på P-pladsen ved Netto.

Blandt de banderelaterede personer på P-pladsen blev der genkendt mindst en ung mand fra Gilleleje, han har relation til Saudarah og blev bla. registreret af Nordsjællands Politi i forbindelse med Saudarah åbnede et klubhus for 14 dage siden i Allerød.

Bilerne undslap – næsten
Nordsjællands Politi reagerede hurtigt efter at have fået en bølge af alarmopkald om det voldsomme optrin foran Netto, og adskillige patruljer satte kursen mod Gilleleje. Bandemedlemmerne var dog forduftet fra stedet, da patruljerne nåede frem og der var igen faldet ro over Gilleleje by.

Det lykkedes dog for politipatruljerne at få stoppet fire af bilerne med bandemedlemmer på Hillerødvejen mellem Helsinge og Hillerød, personerne i bilerne blev kontrolleret uden at finde noget ulovligt på dem.

Sent onsdag aften vides det endnu ikke hvad optrinnet gik ud på.

Saudarah Gilleleje 15062016 (1)
(Læserfoto)

Annonce

Annonce

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?