GRÆSTED: Motivet til nattens skændige opgravning af Bandidosrockeren Big Mac’s gravsted på Græsted kirkegård er endnu ukendt – men Bandidos MC Danmark er ikke i tvivl om motivet.
Bandidos er ikke i tvivl om motivet til det natlige gravskænderi, det fremgår meget klart af et opslag på Facebook.
– I nat har vores afdøde bror Bandido Big Mac haft et noget uventet besøg, af 3 sørgelige og mildest talt lavkomiske mandslinger som i ly af natten har væltet hans gravsten og derefter forsøgt at grave ned til kisten. Målet for disse klamme individer, har formentlig været troen på, at der var guld at hente og at lykken nu var gjort, lyder det i opslaget.
Der er blevet fundet tre skovle på stedet, som politiets teknikere har sikret til sagen og derfor er teorien at der har været tre gerningsmænd på spil. Mistanken fra Bandidos er at gerningsmændene har troet at der skulle være dyre guldsmykker at hente i graven.
– De har dog manglet ca en halv meter for at komme ned til deres mål, men deres tynde arme har tilsyneladende givet efter og de har ikke haft kræfterne til at fuldføre opgaven og har derfor måtte give op. Skuffelsen har formentlig været stor, men havde dog været større, hvis de var kommet helt ned, eftersom der INGEN guld er at hente, lyder det videre i opslaget fra Bandidos MC Danmark.
– Nu er det sådan at vi ikke begraver vores brødre med smykker på og der er således ingen grund til at forsøge sig, med at skænde et gravsted og gøre især familien kede af det. Vi vil godt sige mange tak til personalet på Græsted kirkegård, for at få bragt gravstedet så hurtigt på plads igen, slutter Bandidos MC Danmark opslaget på facebook.
– Vi arbejder fortsat på sagen, og hvad motiv der ligger bag gravskændingen er endnu ukendt, siger Efterforskningsleder Kenneth Støvhase, Nordsjællands Politi, til Gribskov Lokalavis.
Evt. oplysninger i sagen kan gives til politiet på 1-1-4.