KVISTGÅRD: Fredag blev en mand med tilknytning til Bandidos sat bag tremmer i fire uger, efter fund af hans DNA på to pistoler.
Betjente fandt to pistoler under en storstilet aktion mod Bandidos rockerborgen i Kvistgård, d. 19. september, og nu er op til flere personer fængslet i forbindelse med de to fundne skydevåben.
Den 27-årige, som blev fremstillet i grundlovsforhør fredag, er sigtet for at have været i besiddelse af to pistoler, som han senere overdrog til en endnu ikke identificeret mand.
For godt en uge siden blev en 24-årig mand, ligeledes med tilknytning til Bandidos, varetægtsfængslet for det samme. Begge de varetægtsfængslede nægter sig skyldige.
Nordsjællands Politi fandt DNA på de to pistoler fra de nu to varetægtsfængslede mænd, en 23-årig mand har tidligere påtaget sig skylden, og er blevet idømt halvandet års fængsel for besiddelse af de to pistoler på 9 og 7,6 millimeter. Den ene pistol var skarpladt, da den blev fundet.
Fundet af de to mænds DNA har nu rejst tvivl om den dømte 23-årige mands tilståelse.
Hele sagen begyndte da politiet gennemførte en storstilet razzia mod Bandidos rockerborgene i Nordsjælland, d. 19.september, og herunder også Rockerborgen på Hejreskovvej i Kvistgård. Her fandt betjentene de to pistoler samt amfetamin i et hulrum i et toilet.