Tirsdag formiddag kl. 09.59 skete en personpåkørsel tæt på Solrød Station, da en mand der beskar buske langs skinnerne, blev ramt af toget.
Lokoføreren så manden og forsøgte at advare ham med signalet, men manden gik med ryggen til iført høreværn og hørte formentlig slet ikke toget.
Politi og redning kørte til stedet, hvor manden, en 27-årig mand fra Vestegnen, blev fundet svært tilskadekommen. Lægehelikopteren blev tilkaldt, men mandens liv stod ikke til at redde.
Politiet underrettede arbejdstilsynet og Havarikommissionen, som sammen med BaneDanmarks undersøgelsesvagt kørte til stedet.
Politiet optog rapport om ulykken og underrettede de pårørende.
Når alle undersøgelser er afsluttet skal det afklares, om der er sket brud på arbejdsmiljøloven i forbindelse med ulykken.