LYNGBY: Skruppelløse snydepelse havde held i et ‘Goddag, det er fra banken’ svindelnummer – men i det næste gik det heldigvis helt galt.
En kvinde i Lyngby blev mandag ringet op af en person, der udgav sig for at komme fra politiet og som oplyste, at kvindens konto var blevet hacket, og at de penge, der stadig stod på kontoen, skulle flyttes til en sikker konto. Herefter overførte kvinden et stort beløb.
Det var desværre et af de klassiske svindelnumre, som forbryderne her havde held med.
Håndjern klappede på svindler
En kvinde i Lyngby-Taarbæk blev senere mandag ringet op af en person, som udgav sig for at være ansat i en bank.
Vedkommende fortalte hende, at hendes bankkonto var ved at blive hacket, og forsøgte at få kvinden til at udlevere koder og NemID til hendes bankkonto over telefonen.
Det mislykkedes imidlertid, da kvinden blev mistænksom – og på ukendt vis fik alarmeret politiet som hurtigt kom til stedet mens kvinden fortsat talte i telefon med den falske bankmand.
Svindleren der foregav at arbejde i en bank forklarede klassisk at der var en som ville hente kvindens koder – og ganske rigtigt mødte en person op på kvindens adresse for at få koderne.
Det mislykkedes imidlertid fuldstændig, da politiet stod klar med håndjernene og anholdt personen på stedet. Den anholdte svindler blev efterfølgende varetægtsfængslet i 14 dage.