ØLSTYKKE: En 56-årig mand var særdeles snarrådig, da han tirsdag eftermiddag klokken 15.38 kom hjem og så, at der holdt en litauisk indregistreret bil på hans ejendom på Dildalvej.
Manden parkerede sin egen bil således, at den litauiske bil ikke kunne køre væk og kort efter, at han havde konstateret, at der havde været indbrud i hans hus, traf han to litauiske mænd på henholdsvis 21 og 25 år.
Det lykkedes for den 56-årige beboer at tilbageholde de to mænd indtil en patrulje kom til stedet og tog dem med på politigården.
De to litauere var i besiddelse af blandt andet kontanter og mobiltelefoner, og det blev i løbet af onsdag formiddag besluttet de skulle fremstilles i grundlovsforhør. De to formodede indbrudstyve blev her varetægtsfængslet frem til den 12. december.