GILLELEJE: Beboerne i de nye boliger på Rostgårdsvej raser. De er bestemt ikke tilfredse med, hvordan deres lejligheder er bygget og har blandt andet klaget over for tynde vægge, fugt og skimmelsvamp. Der er også problemer med brandveje, og det har fået de lokale politikere op af stolene. Nu skal der ske noget, lyder beskeden, og torsdag bliver der et brandtilsyn, der gerne skal hjælpe med at kaste lys over de sikkerhedsmæssige problemer. I mellemtiden har virksomheden bag byggeriet, Grønnely A/S, lukket ned for både sin hjemmeside og Facebook-profil.
Opdateret 7. februar: Grønnelys hjemmeside er nu tilbage.
Der var store smil og tilfredse miner, da kommunen i 2020 formåede at sælge den gamle skolebygning på Rostgårdsvej. Nu skulle der bygges boliger og i en by som mangler lejeboliger i stor stil. Vinder af udbuddet blev virksomheden Grønnely A/S, der har stor erfaring med at ombygge tidligere kommunale bygninger til at huse lejere. Men ofte går det lidt for hurtigt med at bygge, og resultatet er en lang liste af sjuskefejl.
Netavisen Gribskov besøger i morgen, torsdag, bygningen for at blive klogere på situationen. Ifølge beboerne er lejlighederne næsten ubeboelige og bad derfor sidste efterår flere af Byrådets medlemmer om at besigtige situationen. Det valgte flere at takke ja til, blandt andet viceborgmester Trine Egetved (C), og hun skrev efterfølgende til kommunens forvaltning efter at have konstateret flere bekymrende fejl og mangler.
“Jeg har i dag været på besøg på Rostgaardsvej. Nogle af beboerne har forgæves forsøgt at få Borgmesteren forbi for at se på de forhold, der er i nybyggeriet. Efter intet svar, valgte de at kontakte mig. Jeg fornemmer en stor grad af frustration over kvaliteten af byggeriet. Nogle af de historier, der kommer frem på mødet omhandler forhold, som umiddelbart forekommer både sundhedsskadelige, men også med stor risiko for brandfare”, indleder Trine Egetved og lister flere eksempler op:
“For eksempel er flere vinduer blevet fuget til, så de ikke kan åbnes, da beboerne havde klaget over træk og stormvejr i lejligheden. Det kan betyde manglede flugtveje ved brand. Der er eksempler på branddøre, som vender den forkerte vej. Gulve i badeværelser, som ikke er lavet korrekt. Der strømmer vand op gennem fliserne, når man træder på gulvet i badeværelset, selvom det ikke har været brugt i flere dage. Store oversvømmelser i kælderen har medført skimmelsvamp og fugt. Og er ikke udbedret ordentligt, men blot lukket af. Folk der, når de slår deres HPFI-relæ fra, oplever at lyset ikke slukkes i lejligheden. Så ingen ved hvem der betaler for hvilken strøm. Derudover er det livsfarligt, hvis man tror man har slukket for strømmen og f.eks. skal sætte en lampe op. Ingen ved, hvor de lukker for vandet i egen lejlighed, så hvis der springer et rør eller man skal skifte en vandhane, må vandet lukkes i hele ejendommen”.
Trine Egetved beder derfor i sin henvendelse til forvaltningen om, at der tages affære.
Netavisen Gribskov har uden held, ligesom beboerne, forsøgt at få fat i borgmester Bent Hansen (V) for at høre, hvad han mener der bør gøres ved situationen.
Grønnely A/S har også vundet andre udbud i kommunen. De har blandt andet overtaget det tidligere Toftebo, som efter planen vil være klar til nye beboere 1. oktober i år. Også et tidligere dagtilbud på Gydevej 17 i Esbønderup er omdannet til boliger.
I Gydevej oplever man også problemer. Kommunen fik d. 6. januar i år en henvendelse fra en beboer på Gydevej om eventuel manglende brand-adskillelse mellem boligerne. På baggrund af denne henvendelse har kommunen varslet brandsyn på både Rostgårdsvej og Gydevej.
Brandtilsynet på Rostgårdsvej finder sted i morgen, torsdag. PÅ Gydevej
Kommunen renser sig selv
Gribskov Kommune har foretaget en intern undersøgelse af kommunens håndtering af sagen. Her er ingen problemer, bliver der konstateret.
“Administrationen har gennemgået sagerne på Rostgårdsvej og Gydevej og ikke fundet anledning til at vurderer, at sagerne skulle være håndteret på anden måde end de er blevet. Efter bedste overbevisning vurderer administrationen, at vi har overholdt vores myndighedsansvar”, lyder konklusionen.
Kommunen havde blandt andet besigtiget de omtalte lejligheder
“De lejemål kommunen har besigtigede var uden synlige fejl og mangler. Fejlagtige el installationer og vandindtrængning i boligerne var ikke synligt ved færdigsyn. Kommunen har efterfølgende givet ibrugtagningstilladelse til det, der er søgt byggetilladelse til. Kommunens færdigsyn er en visuel kontrol som foretages på stedet/i bygningen og ikke med fysisk indgriben i konstruktioner. Det er således ikke muligt, at se bagvedliggende konstruktioner mv.”, skriver administrationen i sin redegørelse til Byrådet.
Heller ikke en stikprøvekontrol viste tegn på problemer, oplyser administrationen.
Og her slutter kommunens ansvar, lyder beskeden fra administrationen til byrådet:
“Gribskov Kommune har ikke hjemmel (lovgrundlag) til at gå ind i sagen, hvis der er tale om byggetekniske fejl og mangler, da ansvaret ligger hos bygherre/ejer”.
Bygherre i flyverskjul: Lukker for egen hjemmeside
Vi ville gerne spørge indehaverne af Grønnely A/S, to tvillinger Kristian og Peder Blak, men det har ikke været muligt. Kristian Blak henviser til sin broder, og han tager ikke sin telefon. Da vi forsøgte at ringe tilbage til Kristian Blak blev heller ikke denne telefon taget. Heller ikke på internettet er der megen held med at finde oplysninger om kontaktpersoner i virksomheden. Grønnelys hjemmeside viser dags dato blot et logo og rummer ingen andre oplysninger. Firmaet har også fjernet sin Facebook-side.
Til Fyns Amtsavis forklarede indehaver Peder Blak 31. januar i år, at der er tale om en teknisk fejl: At både hjemmeside og Facebook-side er ude af drift, men ville være hurtigt tilbage igen. Dette er ikke sket.