Bibliotek og skole går sammen i forsøg på at øge de unges læseslyst

BLISTRUP: Bibliotekerne i Gribskov har arrangeret et særligt skoletilbud med det formål at styrke børnenes læselyst. Som led i initiativet fik 3.-6.klasserne i Gilbjergskolens Blistrup-afdeling for nyligt en stor bogpakke samt en invitation til foredrag i Gilleleje Bio – alt sammen for at give de unge inspiration til at læse mere.

I takt med at internettet i stigende grad er blevet de unges fortrukne læsemedie, er der skabt et øget behov for at motivere dem til at læse rigtige bøger. Som led i et initiativ til at øge læselysten har de lokale biblioteker i kommunen søgt og modtaget puljepenge for at opstarte et forsøg, der blandt andet inkluderer bogpakker og foredrag til de unge.

De unge tog turen fra Blistrup til Gilleleje for at afslutte forløbet. Foto: Blistrup Skole.

På Blistrup Skole tog en større gruppe elever derfor til et par særlige foredrag med blandt andet forfatter Line Kyed Knudsen, som kunne fortælle om, hvordan hun begyndte som forfatter og om sine bøger.

“Også Merlin Mann har fortalt om sit forfatterskab og især om byggestenene i en god fortælling. En rigtig god inspiration til elevernes egen skriveproces, og det var et godt skub til både de læsestærke som læsesvage elever”, forklarer underviser Gitte Pia Skjoldann til netavisen.

Det hele kulminerede i går, onsdag, hvor eleverne skulle fremvise deres boganmeldelser på det store lærred i biografen i Kulturhavn Gilleleje. Om det vil øge de unges læselyst kan kun tiden vise.

Puljepenge til mere læselyst
Bibliotekernes initiativ er gjort muligt af en særlig pulje fra Børne- og undervisningsministeriet der er dedikeret til understøttelse af læselyst i folkeskolen med formål at styrke læseevnerne hos skolelever.

Du kan læse mere om tiltaget her: Pulje til understøttelse af læselysten.