Kriminalmagasinet Politirapporten

Bil beslaglagt på stedet: 28-årig mand kørte narkopåvirket og uden kørekort

TØLLØSE: Onsdag eftermiddag kl. 14.07 ønskede en patrulje at kontrollere en personbil med tilkoblet trailer, idet ejeren af personbilen ifølge politiets oplysninger ikke havde noget kørekort – det skulle hurtigt udvikle sig.

Føreren af vogntoget var netop bilejeren, der blev identificeret som en 28-årig mand fra Regstrup. Hans førerret var tidligere blevet inddraget af politiet i forbindelse med en anden verserende sag om narkokørsel, så politiet sigtede ham indledningsvist for kørsel uden førerret.

Ved nærmere kontrol af føreren fik politiet mistanke om, at han formentlig også ved denne kørsel var påvirket af narkotika under kørslen, så efter endnu en sigtelse for narkokørsel blev den 28-årige mand kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Da der var tale om den tredje sigtelse for kørsel uden førerret inden for blot to måneder, gjorde politiet den 28-årige bilejer bekendt med, at hans personbil blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation.

Den disposition fra politiets side protesterede han over og ønskede en dommer til at kigge nærmere på grundlaget herfor – bilen blev trods protesten fjernet fra stedet og bragt til politiets lager.

Når en dommer har kigget på grundlaget for beslaglæggelsen af bilen, og analyseerklæringen fra den udtagne blodprøve foreligger, vil den 28-årige høre nærmere fra politiet.

Mest læste:

Hjælp os med at sprede nyheden!
Del med dine venner.