Bil smadret mod elskab

EVETOFTE: En ung mand var ekstremt heldig, ved en ulykke i eftermiddags omkring kl. 15, på Evetoftevej. En Seat Ibiza blev totalskadet, da bilen skred ud i det voldsomme regnvejr.

Den røde Seat Ibiza blev totalskadet med ulykken, mens den unge fører slap fuldstændigt uskadt fra ulykken. (Foto: AA)

Den unge bilist fortalte selv til Politirapporten.nu, at ulykken blev udløst da han ville køre udenom en anden bil, kort før byskiltet til Evetofte.

Bilen trak dog ikke kun over i den anden kørebane, den kurede derimod direkte over i grøften idet bilen fuldstændigt mistede vejgrebet på grund af den store mængde vand på vejen.

Bilen røg retur op på vejen igen, og skred på tværs henover de to vejbaner og henover cykelsti samt fortov.

Her sluttede turen med en kraftig kollision, med passagersiden først, ind i et kraftigt raftehegn samt et elskab.

Reddet af selen
Den unge bilist havde dog benyttet sin sikkerhedssele, og den hindrede ham i at komme alvorligt galt afsted, mente han selv på uheldsstedet.

– Uden selen, så var jeg fløjet ud af bilen, det er stensikkert sagde den unge mand til Politirapporten.nu

To pårørende til den uheldige mand var også kommet til uheldsstedet, og de var tydeligvis noget rystet over at se skaden på bilen hvor hele passagersiden var blevet knust i kollisionen.

Betjentene på stedet bekræftede at der ‘kun’ var tale om et ærgerligt uheld, hvor aquaplaning havde spillet den unge mand et puds, og hele sagen ville formentlig blive klaret uden politiets indblandning mellem husejeren og bilens forsikring.