Biltyve forulykkede ved Gurre Slotsruin

TIKØB: Tre personer blev set flygte fra en forulykket stjålet bil på Gurrevej, ved Gurre Slotsruin, mandag aften. Politihunde eftersøgte forgæves de tre biltyve.

Mandag aften kl. 18.27 fik politiet via 1-1-2 flere alarm opkald, idet en personbil var forulykket på Gurrevej, lige ved Gurre Slotsruin.

Vidner havde set tre personer fra bilen kravle ud, og derefter tage benene på nakken i vild flugt fra stedet.

Mistanken om urent trav, viste sig også at holde stik, bilen blev konstanteret brugsstjålet og det var formentlig årsagen til at de tre mænd flygtede over stok og sten.

En hundepatrulje gik spor efter de tre personer, uden at det lykkedes at få dem snuset op i denne omgang.

Politiet har dog sikret sig DNA spor fra bilen, så nu skal registrene gennemgås i jagten på de skyldige biltyve.