Blistrup Gymnastikforening klar med årets program

Blistrup: Blistrup Gymnastikforening er klar til at indlede endnu en sæson, denne gang med et program, der gerne skulle have lidt for enhver smag uanset alder og køn.

I år starter sæsonen af to omgange, da den store renovering af Blistrup Hallen er blevet lidt forsinket, så hallen først står klar i uge 40.

Holdene i gymnastiksalen på Helsingevej starter op i næste uge fra mandag den 12. september, mens holdene i hallen altså først starter mandag den 3. oktober med stor introdag lørdag den 1. oktober kl. 10-13 i den nyrenoverede hal.

Her kan man både komme og se, hvor flot hallen er blevet, møde instruktørerne og få en snak og evt. en mindre prøvelektion samt tilmelde sig holdene i hallen, og ellers tilmelder man sig på første træningsdag, der samtidig er en gratis prøvetime.

Ekstra instruktører
Programmet favner vidt med mange nye hold samt udvidelse af flere af de populære kendinge, blandt andet børneholdene i hallen, som er blevet opgraderet med både ekstra aktiviteter og ekstra instruktører for at give alle børn de bedst mulige vilkår at træne under.

Power Zumbakids er blevet opgraderet med en dygtig parkourinstruktør, så man nu får både parkour, zumba, spring, rytmik og leg med fem meget alsidige instruktører tilknyttet.

Mere cirkus
Også det populære cirkushold er blevet udvidet, så det udover akrobatik, jonglering, hulahoop, trylleri og almindelig trampolinspring nu også indeholder ‘Jumping Fitness‘, der består af hoppeserier til musik i små individuelle trampoliner.

Det bliver med en helt nyuddannet instruktør, og efter nytår kommer der et rent voksenhold på programmet  udelukkende med fokus på Jumping Fitness.

På voksensiden er der nyt i form af Cross Dance, der er et træningskoncept a la Zumba, men hvor man kommer hele kroppen igennem med både puls, styrke, balance og udstræk, der alt sammen laves i festlige og let følgelige dansekoreografier til fede rytmer.

WorkOutMoves er også et helt nyt træningskoncept, der får verdenspremiere i Blistrup, og som giver fortidens WorkOut et spark bagi ved at lave hver øvelsestype i koreografier til populær musik som ved de moderne dansekoncepthold, så det bliver en fest at få strammet hele kroppen op.

Forældre/barn-gymnastik er tilbage på programmet med to meget erfarne instruktører, og så er der alle de sædvanlige og meget velbesøgte hold som Pilates, Yoga, de muntre motionsdamer, motion for herrer, Puslinge, Ryggymnastik, Bækkenbundstræning og Rytmespringerne, som foreningens mange inspirerende, kreative og højt uddannede instruktører glæder sig til at komme i gang med sammen med måske dig, og hvor hyggen og det sociale samvær selvfølgelig også er i fokus på samtlige hold.

Læs mere om programmet på www.blistrup-gymnastik.dk.

 

Annonce

Annonce

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?