En af politiets fotovogne blitzede onsdag omkring kl. 09.00 en bilist, der kørte med over 100 km/t ad Århusvej gennem Trustrup på Djursland.
I byzonen, hvor fartgrænsen er 50 km/t, blev bilisten målt til at køre mindst 102 km/t, og det er så stor en overskridelse, at det hører under kategorien vanvidsbilisme.
Derfor kontaktede operatøren af fotovognen straks nogle kolleger i politiet, hvorefter en patrulje blev sendt afsted for at få standset bilisten.
Betjentene fik nogle minutter senere øje på bilen, der blev ført af en 56-årig mand fra Aarhus.
Den 56-årige blev sigtet for sin hastighedsoverskridelse og fik frataget sit kørekort administrativt på stedet, og hans bil blev beslaglagt med henblik på konfiskation – jf. bestemmelserne om vanvidskørsel.