VEJBY: Er du kvinde og har du 60 eller flere lys i lagkagen, så er du hermed inviteret til et gratis foredrag i Blixen Klub Gribskov. Klubben inviterer til foredrag i Vejby Kirkes Sognegård mandag d. 6. februar med skuespiller Lotte Andersen.
Før foredraget er der ekstraordinær generalforsamling i Blixen Klubben. Det sker fra kl. 13. Foredraget starter kl. 14.
Mødet er en opfølgning på den ordinære generalforsamling d. 9 december, hvor en styregruppe på fem personer meldte sig til at organisere klubbens fremadrettede virke.
Arrangementet er gratis, men du bedes tilmelde dig af hensyn til kageindkøb. Fra kl. 13-15 kan man nyde både kaffe/kage for 25 kroner.
Tilmelding kan ske her: https://bkgribskov.nemtilmeld.dk/31/
Blixen Klub Gribskov er en frivillig forening, der tilbyder foredrag, udflugter og andre arrangementer til glæde for kvinder over 60 år. Det inkluderer socialt samvær, ny viden og inspiration.
Du kan læse mere om klubben her: Blixen Klub Gribskov.
Et flot scene-resumé
Lotte Andersen (f. 18/3-63) har gennem karrieren medvirket i mere end 45 film og serier, blandt andet ‘Flaskepost fra P’, Tv-serierne ‘Broen’, ‘Rita’ og ‘Forbrydelsen’.
Hun er også anerkendt for sit skuespil på de skrå brædder og var associeret med teatergruppen Dr. Dante i 90’erne og har efterfølgende medvirket i over 30 teaterstykker, heriblandt Gasolin (1994), Snedronningen (2000) og Matador (2007).
Hun vil på foredraget komme ind på sin karriere og de livserfaringer et liv som skuespiller og kunstner har høstet.
Lotte Andersen har tidligere haft at gøre med den kendte forfatterinde, som Blixen klubben hædrer med sit navn. Lotte var i 2017 oplæser, da Det Kongelige Bibliotek præsenterede en række berømte breve fra danske berømtheder, heriblandt et brev skrevet af Karen Blixen stilet til sin bror Thomas Dinesen.
I brevet, som blev skrevet i 1926 i Nairobi, lamenterer Blixen over sin tilværelse i Afrika, hendes nyligt ophævede ægteskab og en generel afsavn af lidenskab. Oplæsningen kan du se/høre herunder: